Tirsdag morgen tog vi med bybussen ind til Amsterdam centrum, hvor vi først besøgte Anne Franks hus og museum. Det var interessant og en mærkelig oplevelse at gå rundt i huset, hvor Anne Frank og resten af familiens gemmested var intakt og næsten uberørt efter de mange år.
Derefter tog vi på Riijks museet og så malerier fra de gamle hollandske malere. Museet var fantastisk stort og efter utallige opfordringer fra Nikolaj, forlod vi museet og fandt en tyrkisk restaurant, hvor vi spiste godt. Mange folk nød det forårsagtige vejr og sad ude og mærkede solens varme.
Om eftermiddagen var vi på markedet og købe lidt ind. Mange steder kom vi forbi forskellige coffeeshops, hvor Nikolaj gerne ville studere hollændernes liberale lov om euforiserende stoffer,
men far her sagde nej der! Vi fik virkelig gået byen tynd og vendte trætte hjem til hotellet.
Amsterdam er en dejlig by at besøge - ikke mindst pga. de mange kanaler, husbåde, broer og vandløb, der findes overalt - men også de sympatiske hollændere, der gerne viser vej med hollandsk accent.
De ældre hollandske huse er meget smalle og høje, derfor er næsten alle bygninger ud til kanalen foroven i spærret, forsynet med et udhæng, hvortil der er fastgjort en krog, således at man kan sætte et spil (hjul) på og trække varer og ting op til øverste etage - en praktisk detalje fra den tid, hvor købmændene fik fragtet varer op fra bådene på kanalerne.
I Amsterdam er der cykler overalt, og der findes alle former for kreative modeller - nogle
udsmykket med blomster og andre med fantasifulde former.
Finanskrisen i Amsterdam er ikke til at få øje på, der bliver bygget og restaureret overalt i byen. Vi har heller ikke set en eneste hjemløs på gaden.
I morgen fejrer vi Nikolajs 17 års fødselsdag med lagkage og god mad, og desuden skal vi besøge Planetariet og Zoo.
Med venlig hilsen
Nikolaj og Carsten
Ingen kommentarer:
Send en kommentar